
Violinist Karen Humle vil spille et varieret program, der er nøje udvalgt ud fra hendes mange møder med mennesker indlagt på hospice. Der vil både blive spillet kendte klassiske stykker og Karen Humles egne kompositioner, skrevet ud fra de stemninger og følelser, hun har mødt i sit arbejde som Huskunstner på Sankt Lukas Hospice og i Lukashuset, børne- og ungehospice i Hellerup. Mellem stykkerne fortæller Karen Humle om musikken og om sine mange positive og meget livsbekræftende oplevelser med at spille for mennesker - i alle aldre - i livets sidste fase. Der vil blive mulighed for at stille spørgsmål.
Karen Humle er uddannet klassisk violinist i København, Berlin og London og har tidligere været orkestermusiker og bl.a. spillet 10 år i Det Kongelige Kapel frem til 2006. Kunstnerisk associeret på Center for Kunst og Lederskab på CBS hos professor og filosof Ole Fogh Kirkeby fra 2006-2012.
Siden 2012 har Karen Humle været Huskunstner på Sankt Lukas Hospice og fra åbningen i 2015 også i Lukashuset, Danmarks første børne- og ungehospice i Hellerup. Karen Humle arbejder som både komponist og udøvende musiker: spiller koncerter, udgiver musik, holder oplæg på konferencer og i erhvervslivet og har skrevet flere artikler og givet interviews om sit arbejde med musikken.