Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kunst i Kirker

Kunst i Kirker
Udgivet tir d. 12. okt 2021, kl. 13:26
Hellerup Kirke

KUNST I KIRKER Gentofte 30.-31. oktober 2021 

En weekend fyldt med spændende samtidskunst i Gentofte Provstis smukke kirker

 Glæd dig til efteråret og en gentagelse af sidste års succes, hvor over 2600 gæster besøgte udstillingen Kunst i Kirker Gentofte. Udstillingen forløber over en weekend i alle Gentoftes 10 smukke kirker, hvor et udpluk af Danmarks dygtige samtidskunstnere udstiller og vil være til stede i kirken hele weekenden. Her kan man opleve billedkunst, bronzekunst, keramik, installation, popart og glaskunst.

 Kunst i Kirker arrangeres af initiativtager og kunstner Charlotte Tønder i samarbejde med kurator Helle Borre, KBH Kunst. KIK er støttet af Gentofte Kommunes kulturpulje og Gentofte Provsti. 

Hvad sker der med kirkerummet, når man placerer moderne kunstmalerier side om side med alteret eller abstrakte bronzefigurer ved den rituelle døbefond? Kom og oplev mødet mellem samtidskunsten og kirkerummet, der for en stund vil forandre de velkendte rammer og sætte kunsten i en anden kontekst. En forandring som giver anledning til nye tanker og følelser, og den oplevelse vil kunstmaler og skulptør Charlotte Tønder gerne dele med mange flere. Inspirationen kom efter hun for nogle år stiftede bekendtskab med konceptet Kunst i Kirker i Slagelse, hvor hun blev så begejstret, at hun tog initiativ, sammen med kunstner Martin Pop til et lignende arrangement i Gentofte, hvor hun bor med sin familie. Kunst i Kirker Gentofte blev gennemført for første gang sidste år under Corona restriktionerne, og derfor håber Charlotte Tønder på endnu flere besøgende i år. Ønsket og drømmen er, at udvide konceptet til endnu flere kirker og sogne de kommende år. ”Jeg har altid elsket kirker og synes der sker noget særligt når man træder ind i et kirkerum - det er som om ens sanser bliver skærpet”, siger Charlotte Tønder. ”Stemningen af, at her kan man reflektere over livets store og små spørgsmål appellerer til mig både som menneske men især også som kunstner, da min kunst jo inspireres af refleksioner over små og store begivenheder i mit liv. Det er ikke nyt at have kunst og kirke under samme tag, men traditionelt har kunsten skulle fungere som udsmykning af kirken – det gør vi anderledes med denne udstilling, hvor både kirkerum og kunst får lov til at fylde”, afslutter Charlotte Tønder. 

Kunst i Kirker Gentofte 2021 åbnes officielt af Borgmester Michael Fenger og Provst Yvonne Nielsen Alstrup i Messias Kirken den 30. oktober kl. 09.30. Også i år vil det være gratis at besøge udstillingerne. 

Kunstnere i KIK 2021: Stine Ring Hansen - Isaac Malakkai - Martin Pop - Kitt Buch - Niels Valentin - Daniel Goldenberg - Marie Morgan - Hanne Schmidt - Nadine Meinicke-Kleint - Inga Lineviciute - Linda Falkesgaard- Naja Duarte - Nina Hansen – Jytte Høeg – Karen Nyholm – Mette Rishøj – LO Madsen – Line Højmann 

For yderligere information: www.kunstikirker.dk 

Charlotte Tønder, initiativtager Kunst i Kirker Gentofte, +45 22 24 11 99 Email: Charlotte@kunstikirker.dk Bilag Biografi, Charlotte Tønder Fotos fra Kunst i Kirker Gentofte 2020 (Foto: Elizabeth Villadsen)